Klinik Nova

Skavanker,sygdomme, fejlstillinger m.m

Vi behandler som udgangspunkt alle fod / negle relaterede lidelser / sygdomme / fejlstillinger.

Vidste du at 95% af alle fodlidelser skyldes forkert fodtøj,- hvor de største syndere er højhælede sko, for spidse og for korte sko, træsko uden hælkappe etc. etc.

Se også prisliste
Ud over almindelig klip af negle behandler vi bla for:

Nedgroede negle (Unguis incarnatus)

 

En meget smertefuld lidelse, som de fleste på et eller andet tidspunkt har oplevet. Kan være medfødt, men skyldes også, og oftest for smalle / for små sko.  

Neglen bøjer nedad, og gror ned i kødet. Til tider uden problemer, men hvis neglen begynder at skære hul i huden / overfladen, bliver det et smertefuldt problem. En fodterapeut kan klippe / skære det neglestykke af, som går ned i kødet. En tånegl gror godt 1 mm om måneden, så ofte vil problemet banke på igen et par måneder efter behandling. Man må derfor regne med gentagne behandlinger, måske resten af livet. Hvis neglens bøjning udelukkende skyldes for smalt fodtøj i en kortere periode, vil skift til bredt / fornuftig fodtøj ofte eliminere problemet, men neglens “nye form” kan også skyldes et traume (beskadigelse) i det område (matrix) af neglen, hvos stamcellerne ligger. I så fald vil der desværre ikke være udsigt til at neglen kommer tilbage til “sin gamle form”.
Slutteligt kan der også være en aldersbetinget genetisk “programmerings fejl” med i spillet. 

Behandling: Klipning, evt klipning af en kile i yderkanten af neglen. Alternativt bøjle:

Bøjlehandling:

Bøjlebehandling bruges til at holde neglen på plads hvis den begynder at bue nedad og lave ravage i neglefalsene. (Nedgroet nedg / unguis incarnatus).
Vi udformer en lille metalbøjle, lidt i stil med en tandbøjle, som fæstnes på neglen. Bøjlens lette træk i neglen, vil så gennem en længere periode (typisk et år) langsomt tvinge neglen op på plads. Du mærker ikke at du har bøjlen på. En bøjle skal jævnligt jusreres efterhånden som neglen gro og “flader ud” for at trækket i neglen bibeholdes.
Læs mere om bøjlebehandling her.

 

Hård hud (Callositet).

Er død forhornet hud. Det er fra naturtens side en naturlig beskyttelse af vores fodsål, så vi kan gå på jord, skarpe sten etc. Det er i sig selv derfor ikke en skidt ting. Problemet opstår når der kommer for meget, og når kanterne begyndes af skabe problemer i huden. Hår hud opstår i øvrigt typisk pga. tryk fra sko, eller skæv belastning af underfoden som følge af fejlstillinger. 
Og går du meget, får du også mere hård hud end hvis du ikke går. Således har ældre plejehjemspateinter f.eks typisk ingen hård hud.

I sammenhæng med callositet findes desuden ofte revner i hælområdet 

Revner (Fissurer).

Fissurer opstår i den hårde hud, efterhånden som den bliver tilpas tyk. Når den hårde hud belastes og bøjes under gang og løb, vil der opstå revner som kan forplante sig ned til den levende hud, som også tvinges til at revne. Derved dannes reelle sår, som i sagen natur er udsat for skidt og snavs, og som ofte bliver ømme.

Behandling: Fælles for hård hud og revner er at det simpelt skal skæres væk ned til den normale hud. Det er vigtigt at det skæres eller høvles, da brug af tromlesten, file og andre slibemetoder, ved friktion danner varme, og faktisk danner grobund for endnu mere og endnu hårdere hård hud.

Det er dog også vigtigt ikke at skære FOR langt ned, da huden så vil blive meget øm at gå på, indtil et passende lag ny hård hud er gendannet. (Hverken for lidt eller for meget)

Nogle er genetisk disponeret for ekstrem megen dannelse af hård hud (Hypercallositet). Denne type hård hud kommer også uden at området belastes. 

Behandling: Eneste behandling er beskæring meget ofte. Typisk hver 14. dag.

Hælfissur før behandling. Klik for at se foto stort

Hælfissur efter behandling. Klik for stort foto

 

Ligtorne (Clavus).

Ligtorne er meget komprimeret hård hud på blot et par mm i diameter, der konstant fortykkes og trykkes / “graver” sig dybere og dybere ned i huden. Kommer ofte på trykbelastede områder, men kan forekomme alle steder på underfoden (plantart), samt på andre trykbelastede områder på siden og overdele af foden. Her typisk ved knystomtåderne og ved knogleledene ved hammertæer.

Behandling: Skæres i stil med hård hud bort. Her er det ekstremt vigtigt at komme “helt i bund” da selv et lille rest-stykke på blot ½ mm. stadig kan gøre ondt.
Ligtorne kan ofte give ulidelige smerter. Disse smerter forsvinder for det meste når vi fjerner ligtornen. Der kan dog suppleres med en aflastning af det ømme område. Dette vil typisk være et blødt materiale, (filt eller kunststof) der skæres til og placeres / fæstnes på området.

 

Opløst hud (Maceration).

Skyldes den naturlige sved / fugt der kommer mellem tæerne, og som opløser huden. Går man i meget lukkede sko, støvler (specielt gummistøvler) vil udvikling af maceration praktisk talt ikke kunne undgås.
Dette fører meget ofte til svamp, som har ideelle vækstbetingelser i varme fugtige forhold.

Behandling: Vi fjerner den opløste hud. Denne kommer dog lynhurtigt igen. Derfor er egenbehandling det eneste effektive: Sørg naturligvis for at tørre fødderne grundigt efter bad.. Når det er sagt, skal det pointeres at den vægtigste årsag er “indelukkede” fødder:
Benyt fodtøj hvor fødderne kan ånde !

 

Når fødderne sveder

Vidste du at fødder kan svede op til en kvart deciliter i løbet af en dag!
Hvis vandet ikke kan fordampe, vil dine fødder befinde sig i “en regnskov”

Flere store amerikanske studier har dokumenteret dette. Se bla. “How much do my sweat in a day” og foot-facts (en “pint” er ca. 568 millilitter.) ½ pint, godt 250 mililiter svarer til et standard vandglas.

Der er i branchen desværre en udbredt holdning til at fugtige fødder / opløst hud / svamp skyldes at patienten ikke tørrer sine fødder ordentligt.
Fakta er imidlertid at hvis man “ikke tørrer sine fødder ordentligt”, vil der typisk side et par milliliter vand tilbage svarende til max en halv teske. Dette spiller derfor en meget lille rolle, i forhold til at vi selv sveder op til en halv deciliter ud om dagen. Mange patienter får derfor fejlagtigt den opfattelse at “det er deres egen skyld” og fokus er beklageligvis alt for meget på “manglende håndklædebrug”. Man bliver derfor frustreret hvis man gør en stor indsats, og man stadig har sure tæer og måske fodsvamp.
Selvfølgelig skal man tørre sine fødder grundigt, men..
Problemet ligger imidlertid primært i at den mængde sved vi producerer, og som er omkring foden, i strømpen / skoen, ikke kan fordampe. Der hvor der effektivt skal sættes ind, er i form af åndbart fodtøj, sandaler, strømper af naturmaterialer, gå i bare fødder når det er muligt etc.

Illustrationen herunder viser hvor meget sved du kan producere på en aktiv dag. Svedproduktionen kan variere fra 10 mililiter til 250 mililiter, alt efter lige netop din normale svedproduktion og hvor aktiv du er.
Kim Maarup – Klinik Nova Horsens

 

 

Svamp (Neglesvamp: Onychomycosis)

Vi kan som fodterapeuter have en formodning om at du har negle og hud svamp. Diagnosen skal dog stilles af din læge, som også kan vejlede m.h.t. behandling.
Svamp lever optimalt i fugtige varme forhold (Se maceration). 

Svamp kommer fra svampesporer der er mikroskopisk små. Vi kan sagtens have svampesporer på vores hud, uden det bliver til egentlig svampeangreb. Det der udløser et egentligt svampeangreb er hvis f.eks:

1: Vores huds forsvar er nedsat. Det kan være ved sygdom eller i perioder med stress. Når hudens forsvar er nedsat (huden trofik er forringet) gennembryder og angriber bakterier og svampesporer lettere hudens yderste lag. Derfor oplever mange at svampe kommer i perioder af ens liv, og igen forsvinder igen i lange perioder.

Eller hvis f.eks..

2: Vores fødder er varme konstant / det meste af dagen

3: Vores fødder er fugtige konstant / det meste af dagen.

.. Svamp i udbrud sker ved typisk en kombination af ovenstående.

Det er vigtigt at behandle svamp i udbrud hurtigst muligt. Så er det forholdsvist let, og kan faktisk klares med een behandling (Lamisil once). Lader man svampen brede sig så den også går i neglen, og ned under denne, kan det være en længere omgang. Det er vigtigt at du bliver diagnosticeret af din læge, som også kan fortælle om behandlings-mulighederne.

NB.- Når man har behandlet foden for svamp, er det MEGET vigtigt, også at udrydde svampesporer i sko og strømper. Vask strømper ved minimum 70 grader. Sko der kan tåle det lige så. Ellers skal sko sprøjtes med Rodalon spray.

Hvis disse tiltag ikke foretages, vil svampesporerne i dit fodtøj straks angribe din hud igen, og det hele er spildt. Det er desværre noget mange glemmer at vejlede om.

Behandling kan, jævnfør lægeanvisning, være et håndkøbs-svampemiddel som f.eks Lamisil salve. Du kan dog også selv konsultere Apoteket, som også er eksperter på området.

Fodvorter

Fodvorter. Klik for stort foto

Fodvorter skyldes en virus. Det kan være særdeles vanskelige at komme fodvorter til livs, og det kræver ofte en kombination af flere metoder at fjerne et slemt vorteangreb. 

Om fodvorter og behandling:
Se mere på linket her

 

Knyster.

Knyster er ofte genetisk / arveligt baseret, men forstærkes eller opstår som følge af for smalt fodtøj. En knyst er en udbulning som typisk opstår hallux valgus (storeståen drejer ind mod de andre tæer) ved grundledet af storetåen. Herved dannes et knæk som “stritter ud”.
Gik vi barfodede var knyster ikke et problem. Problemet opstår ved friktion og tryk fra skoen. Herved kan der dannes irriterede slimsække (Busitis) som bliver meget ømme. Der dannes også typisk hår hud.

Behandling er bredt fodtøj, og akut, fjernelse af hård hud, samt evt aflastning af det ømme område.

 

Har du kredsløbsproblemer.

kan vi desuden rådgive med hensyn til den rette behandling. Hvad kan du selv gøre, og hvor kan vi hjælpe..
Kredsløbsygdomme giver altid nedsat kvalitet af huden (Hudens “trofik” bliver forringet). Det kræver ekstra opmærksomhed ved behandling.
Du benytter måske også blodfortyndende medicin, som vi tager med i betragtning når vi behandler, og vi ved hvordan vi skal agere over for, hvis der skulle komme i en lille blødning.
Ligeså er det ved kredsløbs-sygdomme meget essentielt med en god vejledning.

 

Har du sukkersyge – diabetes.

er vi her specialuddannet til at kunne give den bedste fod relaterede behandling og rådgivning på dette felt.
Et af de store problemer der opstår som følge af diabetes er..
Nedsat nervefunktion i fødderne – 

Neuropati.
Neuropati skyldes at sukkeret indirekte ødelægger skederne omkring nervebaner i dine fødder, og du mister langsomt følesansen, specielt i underfoden. Derved kan du ikke mærke smerte, og opdager f.eks ikke hvis du har en lille sten i skoen. Dette kan medføre sår (Ulcus).

Diabetes Ulcus

Da en af følgerne ved diabetes i sig selv giver nedsat sårheling, kan sådanne sår blive meget problematiske, og kan i værste fald medføre amputationer.
Det er meget vigtigt at du flere gange om dagen undersøger dine fødder, evt. med et spejl.
Det er lige så vigtigt at fødderne hos en diabetespatient, holdes fri for hård hud og endvidere får den rigtige og optimale pleje med rigtige sko, cremer. m.v
Dette er vi eksperter i at rådgive om.

Fejlstillinger

Går du skævt / “forkert” på dine fødder (i forhold til “normalfoden”), har du antagelig en fejlstilling.
En sådan kan give store problemer, ikke kun i fødderne, men helt op i ben, hofte og ryg. En del går desværre gennem et helt liv med problemer, der reelt stammer fra fødderne, og som med få simple tiltag kunne være reduceret betydeligt!

Fejlstillinger kan være ..

Platfod (Pes planus valgus),

i mere eller mindre udstrakt grad. Det ses ved at hele din fod – svangen, også kaldet længdebuen, er sunket sammen og rører gulvfladen. Det kan være kommet med alderen pga. vægt, af forskellige andre fejlstillinger / påvirkninger, men er ofte medfødt.

Behandling: Her vil indlæg og fodøvelser typisk være en behandlingsløsning. Vi vil typisk lave en svangstøtte. Enten med halvfabrikata materiale, eller helt fra bunden.

Andre fejlstillinger kan være..

Pes Planus transversus, (ppt)

hvor forfoden (tværbuen) er sunket sammen, så dine knogleender ud til tæerne (Caput af metatarserne) rammer direkte på underlaget når du går. Dette er naturligvis er meget smertefuldt. Ppt kommer typisk fra hammertæer, som igen kommer af for små / korte sko, men vægt og andre faktorer spiller også ind.

Behandling: Her kan indlæg og / eller pelotter (små pude-forhøjninger) være en behandlingsløsning

 

Krum fod (Pes cavus)

Foden krummer, og der er stort belastning tryk for forreste og bagerste del af fod.
Behandling: Indlæg og fodøvelser

Valgus / varus stilling af foden

Du går på indersiden (valgus) eller ydersiden (Varus) af foden 

Behandling: En yderst effektiv behandling vil være indlæg der korrigerer din fejlstilling

Krummer dine tæer, har du eventuelt en..

Hammertå (Digitus malleus).

Dette skyldes næsten altid for korte / små sko, som igen resulterer i et skævtræk fra de muskler der trækker på oversiden og undersiden af tåen. 

Behandling: Kombineret med tåøvelser, vil en behandling kunne være en aflastning / korrigerende orthese der “tvinger” tåen på plads. Dette kan dog kun fungere hvis din tå stadig kan bøjes – er “mobil”.
En korrigerende orthese vil bestå at lille specialtilrettet kunststof eller silicone ortpædisk “fixer-bælte” på nogle centimeter til een tå, eller samme i hele fodens bredde, der korrigerer flere tæer på een gang.

Andre tå-fejlstillinger kunne være..

Over eller underlagt tå, (Supraductus eller Subductus)

hvor f.eks lilletåen har lagt sig ind over eller ind under 4. tåen.
Behandling: Behandling vil ofte også være en korrigerende orthese der tvinger tåen på plads.

Ovebelastning af foden kan bla. medføre..

 

Hælspore ( Plantar fasciitis ).

er en ekstrem smertefuldt lidelse i hælområdet eller under svangen. Selve årsagen er en overbelastning af området hvor svangscenen (fasciitis plantaris) hæfter på hælen. Dette medfører inflammation / smerte i området.
Røgnten vil til tider vise en lille knogleudvækst (hælspore) på hælknoglen (Calcanei)
Førhen opererede man til tider denne stump væk, men i dag tvivler man på effekten af dette, og operation foretages meget sjældent.

Behandling vil være aflastning af området med skoindlæg. Ofte vil man efterfølgende skulle være mere varsom med at belaste foden / hælen. Og desværre må eventuel løbetræning nedjusteres. (Det kommer dog også lidt af sig selv, da man simpelthen ikke KAN løbe).
Der kan behandles med chokbølgebehandlinger eller (I meget sjældne tilfælde) eventuelt en operation. Der er dog ingen garanti for at disse tiltag vil virke.
Andre behandlingsformer kunne være Tape. Kinesio tape har vist sig i mange tilfælde, at have en positiv effekt.
Behandling af hælsporer kan generelt være en langsom proces hvor ro og aflastning ofte med tiden løser problemet. Det er dog ikke usædvanligt at der kan gå op til et par år, før alle gener er væk.

Læs mere om fascitis plantaris – hælsporer her

….Ud over de her nævnte, er der mange andre fodproblemer / lidelser der kan forekomme i foden / neglene.
De fleste af disse problemer og lidelser kan gøre dagligdagen besværlig for den der døjer med det.

Vi kender til de fleste tilfælde, og er vi ikke stødt på dit problem før, er vi tilknyttet mange fællesskaber og forumér hvor vi kan søge assistance.

INGEN VED MERE OM FØDDER END VI !

Vi benytter også Kinesiologi mod smerter, hævede ben, o.m.a. Se link her

NB: Vi har desværre endnu IKKE optimale handicapvenlige indgangs – / toilet forhold. Der er 6 trappetrin til toilet!

Illustration af fodens knogler. Klik på foto

Copyrigt: Kim og Vivi Maarup – Klinik Nova Gl. Næssevej 51 8700 Horsens